Pressemeddelelse
København den 12 februar 2009
Nordisk Kellogg’s indgår nyt samarbejde med WWF Verdensnaturfonden:
Cornflakes-pakker i Danmark bliver til træer i Afrika
Nordisk Kellogg’s har indgået et samarbejde med WWF Verdensnaturfonden. Det skal på nordisk plan resultere i over 2,5 millioner nye træer til et omfattende træplantningsprojekt i det centrale Afrika. Fra februar til juni 2009 vil de danske forbrugere støtte projektet med ét træ, hver gang de køber én Kellogg’s Corn Flakes-pakke.
’1 pakke = 1 træ’. Dét er budskabet til de danske forbrugere, som fra februar til juni 2009 har mulighed for at støtte WWF’s træplantningsprojekt ved Virunga nationalpark i det centrale Afrika ved at købe Kel-logg’s Corn Flakes. Kampagnen bliver iværksat i hele Norden, og ambitionen er at få plantet over 2,5 millioner nye træer, der skal beskytte den tropiske skov i Virunga.
Træerne beskytter nationalparken
WWF påbegyndte allerede i 1987 at plante træer ved Virunga nationalpark, der ligger i Den Demokrati-ske Republik Congo på grænsen til Rwanda og Uganda. Men der er stadig brug for mange flere træer. Generalsekretær i WWF, Gitte Seeberg, fortæller:
"Hvert eneste minut over hele verden ødelægges et regnskovsareal på størrelse med 37 fodboldbaner. En af de truede tropeskove er Virunga nationalpark, hvor mangel på brændsel blandt lokalbefolkningen har ført til en omfattende Illegal træhungst og produktion af trækul. Når træerne fældes, forsvinder de gode levebetingelser for det helt unikke plante- og dyreliv, der findes i skoven - ikke mindst verdens sidste bjerggorillaer, der lever netop i Virunga. Derfor er vi i gang med at etablere en bufferzone ved parken i form af et stort skovområde, der skal sikre en bæredygtig forsyning af brændsel og træ. På den måde kan selve nationalparken få lov at stå uberørt. Hvis projektet skal vedblive en succes, er det vigtigt at fortsætte med at plante nye træer - især med de mange fattige mennesker, der nu har søgt tilflugt i lejre på grænsen til nationalparken på grund af borgerkrigen".
25 procent flere træer
WWF og Nordisk Kellogg’s har ved tidligere lejligheder arbejdet sammen på projekter, eksempelvis i Belgien og Holland, og i Irland har de to parter allerede gennemført en lignende træplantningskampagne. Marketingdirektør i Nordisk Kellogg’s, Steen Koch, ser frem til også i Norden at støtte op om WWF’s bæredygtige regnskovsprojekter:
”Vores forventninger til den nordiske kampagne er store: Vi har sat os et mål på 2,5 millioner solgte pakker – og dermed 2,5 millioner nye træer til Virunga. Set i lyset af, at der i løbet af de sidste 20 år, hvor projektet har eksisteret, er blevet plantet 10 millioner træer, er vi meget glade for, at vi på blot fem måneder sammen med de nordiske forbrugere får mulighed for at bidrage med 25 procent flere træer til skovområdet i bufferzonen”.
I kampagneperioden vil de velkendte Kellogg’s Corn Flakes-pakker få et nyt udseende: Forsiden er tydeligt markeret med WWF’s logo og kampagnebudskabet ’1 pakke = 1 træ’. Og på bagsiden af pak-ken kan både voksne og børn læse mere om træplantningsprojektet, Virunga nationalpark og WWF’s PandaClub for børn og unge.
Vis oversigt