Pressemeddelelser

Mange forældre spiser ikke morgenmad med deres børn.

Pressemeddelelse
København september 2009

 

Ny undersøgelse:
Mange forældre spiser ikke morgenmad med deres børn.    

 

Over halvdelen af de danske familier med teenagebørn spiser ikke morgenmad sammen i hverdagene, viser ny undersøgelse. Morgenmaden i familien indtages på forskellige tidspunkter, på forskellige steder eller samtidig med, at man hver især laver andre ting – hvis der overhovedet spises morgenmad. Forældre skal huske, at gode madvaner i høj grad hænger sammen med nærvær og fællesskab, mener kostkonsulent.

Morgenmaden sluges, mens far tager tøj på, mor er på vej på arbejde, og børnene ser tv eller er på nettet. Morgenmåltidet er i mange danske familier ikke noget, vi er fælles om. Dét viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov Zapera på vegne af Kellogg’s. Særligt blandt familier med teenagebørn er tendensen markant: I hele 60 procent af familierne spiser forældrene ikke morgenmad sammen med børnene. Og over halvdelen af de adspurgte forældre tilkendegiver da også, at fælles morgenmad i hverdagene ikke har en høj prioritet.

 

Madvaner grundfæstes i barndommen
Tendensen er ærgerlig, mener kostkonsulent Birgitte Flensholt, der i en årrække har arbejdet med blandt andet kostvejledning af familier med både mindre børn og teenagere.

 

”Måltidet er en social og kulturel konstruktion, hvor børn lærer, hvordan de skal forholde sig til mad. Og de madvaner, der grundfæstes i barndommen, tager børnene ofte med sig ind i deres voksne liv. Derfor kan forældre med fordel også være bevidste om at give deres børn gode madoplevelser: Mad skal været forbundet med nærvær, nydelse og sansning. Hvis ens forældre hele barndommen igennem har siddet hver morgen og trippet og sagt: Se nu at blive færdig! Så er det ikke underligt, hvis barnet får et dårligt forhold til at spise morgenmad”, siger Birgitte Flensholt og fortsætter:

 

”Ved morgenbordet har forældrene også mulighed for at tale med børnene om vigtigheden af morgenmad. Det skal ikke være lange belærende taler, og det handler om at møde børnene, hvor de er: Hvis teenagedrengen drømmer om store muskler, kan man fortælle ham, at det er vigtigt med næring, der kan give ham kræfter. Og hvis teenagepigen er fokuseret på at holde den slanke linje, kan hun med fordel få at vide, at det ikke hjælper at hoppe morgenmaden over – tværtimod”.   

 

Vigtigt med en god start på dagen
I Kellogg’s undersøgelse tilkendegiver 31 procent af de adspurgte forældre med teenagebørn, at deres morgen i hverdagene oftest er præget af travlhed, mens 34 procent nævner, at de er trætte om morgenen. 

 

”Selvom man har travlt om morgenen, er det værd at huske på, at en god start på dagen er vigtig – både for små og store børn såvel som for én selv. Måske er det ikke alle i familien, der har mulighed for at sidde sammen om morgenen i hverdagene, men så kan i hvert fald de familiemedlemmer, der er hjemme samtidigt, sætte sig ned sammen og spise. Og det behøver ikke at tage lang tid! Det handler om at finde balancen mellem det store morgenbord og slet ingen morgenmad. Det vigtigste er, at man har en fælles spisestund – både af hensyn til barnets sundhed og nærværet mellem barn og forælder.” 

 

Gode råd til en god start på dagen:
Birgitte Flensholt har en række råd til, hvordan forældre kan blive bedre til at få en god morgenstund sammen med børnene:

 

• Planlæg måltidet: Dæk morgenbordet om aftenen; stil tallerken, bestik og måske morgenmadsproduktet frem, så det er nemt at gå til om morgenen. På den måde sparer du tid om morgenen.

• Find en god balance mellem et stort morgenmåltid og slet ingen morgenmad. Det vigtige er at barnet får noget at spise, og at rammerne for måltidet opleves som rare.

• Husk, at du som forælder er rollemodel: Hvis du selv insisterer på at spise foran fjernsynet, vil dine børn også indlejre tv-sening som en naturlig vane i forbindelse med indtagelse af et måltid. Og hvis du selv hopper morgenmaden over, vil dine børn også tro, at dét er i orden.

• Sluk fjernsyn, pc og mobil – vær til stede med dine børn og få snakket med dem under morgenmaden. Det er en god investering – også selvom I ikke sidder sammen i lang tid.

• Hvis du af f.eks. arbejdsmæssige årsager ikke har mulighed for at spise morgenmad sammen med dine børn, så sæt mad frem til dem og tal med dem om, at det er vigtigt, at de får noget i maven, inden de tager i skolen.


På hjemmesiden www.tjekdinmorgenmad.dk kan du endvidere tjekke, om du og dine børn får nok at spise om morgenen i henhold til de nordiske ernæringsanbefalinger.


Om Birgitte Flensholt:
Selvstændig kostkonsulent, der blandt andet vejleder familier i gode kostvaner. Holder herudover foredrag, temadage og kurser om sundhed for virksomheder samt tager del i den brede ernæringsdebat via kronikker mv. Birgitte Flensholt er uddannet ernærings- og husholdningsøkonom med bred faglig viden og erfaring inden for psykologi og terapi.
Kontaktinfo: Telefon: 2612 1162, E-mail: birgitte@flensholt.dk, website: www.flensholt.dk

 

Vis oversigt

Hvor sund er din morgenmad?

Få svaret her!

Coaching
er en
del af
kulturen

Sådan arbejder vi

Det mener vi
om markedsføring

Læs mere her