icon search my accountcountry selector
Morgenmadsvaner gennem 100 år

Morgenmadsvaner 
gennem 100 år

Forskel på land og by

Der var stor forskel på morgenmaden på landet og i byerne i starten af 1900-tallet. På landet stod man tidligt op og spiste derfor flere måltider. Man fik morgenkaffe før eller lige efter køerne var blevet malket og ved 8-9 tiden spiste man så en solid morgenmad. Den kunne bestå af spegesild, pølse og ost til brødet, evt. øllebrød eller havregrød og det hele blev skyllet ned med kaffe. I byerne var morgenmaden mere enkel – den bestod hos de fleste af brød med ost eller marmelade og kaffe eller te.

Mens morgenmaden som oftest var den samme alle ugens syv dage på landet og hos de dårligere stillede i byerne, var den lidt anderledes om søndagen for den bedre stillede del af befolkningen. Her bestod den af friskbagt morgenbrød fra bageren, blødkogte æg, ost og marmelade – og så blev man inspireret af eksporten af bacon til England, så spejlæg med bacon blev også en populær spise ved søndagsmorgenbordet.

Corn Flakes kommer på bordet

Indtil langt op i 1930’erne var rugbrød det almindeligste brød på morgenbordet. Herefter blev det gradvist erstattet af lyst brød. For dem med fysisk hårde jobs var øllebrød, havregrød og byggrød med mælk ofte blandt retterne på morgenbordet. Og hvis man var blandt de heldige, kom der en smørklat eller lidt margarine på grøden. Først senere – da den teknologiske udvikling satte ind og kvinderne begyndte på arbejdsmarkedet i 1950’erne og 60’erne – stod morgenmaden i højere grad på rå havregryn, Corn Flakes o.l. med mælk, som var nemt og hurtigt at servere. I dag sammensætter hver familiemedlem sit morgenmåltid ud fra et bredt udvalg af produkter.

Morgenmad rundt om i verden

Morgenmaden varierer afhængigt af, hvor i verden man befinder sig. I Nordeuropa indtager mange et større morgenmåltid, mens Sydeuropæerne tit nøjes med en stående kop kaffe med lidt brød til.

Del dette